Biavleren i Helsingør

Nikolaj Wium var hurtig d. 20. februar, hvor han med meget kort varsel trådte til som foredragsholder, idet et annonceret møde om apiterapi måtte aflyses. Nikolaj har tidligere været og fortælle om sin chokoladeproduktion, men her gjalt det biavl. Han har 40 familier på plastrammer.

Honningens sukkerkemi var første punkt på mødet. Nikolaj har tidligere behandlet emnet i TfB nr. 2006/7, side 219, men der blev givet en meget grundig gennemgang her ved mødet.

Blandt de ofte refererede emner fra dette felt, er det faktum at diabetikere kan tåle honning, og at specielt lyng- og skovhonning er godt med baggrund i det høje indhold af fruktose.

Honning kan have mange forskellige konsistenser, og han nævnte dem der traditionelt betegnes som fejlbehæftede, uden at dette nødvendigvis gør, at alle mener at fejlen giver en dårligere honning. Det drejer sig om følgende typer honning: hård, blød, grynet, med luftbobler, lagdelt, med frost og gæret.

Apiterapi var mødets andet punkt, om end lidt improviseret ud fra Nikolajs kendskab til området.

Pollen i honning, antages af nogle at kunne medvirke til at fjerne pollenallergi.

Bistik anvendes af nogle mod gigt og sclerose. Her kom lidt snak frem og tilbage om historier der enten be- eller afkræftede denne teori.

Propolis anvendes ikke nær så meget i Danmark som i mange andre lande, muligvis fordi det ikke må anprises for sin virkning, da denne heller ikke er videnskabeligt dokumenteret. Hvis man samler propolis fra sine bier, da er der imidlertid mulighed for rigtig gode gram-priser.

Har man lyst til at se mere til hvordan Nikolaj sælger sine produkter og lidt om hans biavl, så har Østsjællands TV netop lavet en kort udsendelse om ham, der kan ses på internetadressen: www.tvoresund.dk eller via www.biavl.dk hvor der er et direkte link.

/HWP